Julebryllup med stil og udsigt

Balkonvielse på Det Kongelige Teaters Gamle Scene

Funklende lysekroner, guldbelagte udsmykninger og rum, der emmer af kultur og historie. Lige før jul kan I få en helt unik og storslået vielse i en af Københavns mest prominente og smukke bygninger.

Det Kongelige Teaters gamle scene er en perle midt i København, og fra balkonen ud mod Kongens Nytorv kan I få en enestående udsigt over byen i al dens julepragt – den altid overdådige udsmykning på d’Angleterre og julelysene på Kongen Nytorv og i Nyhavn.

Her på balkonen kan I sige ”ja” til hinanden, mens Oehlenschläger og Holberg holder vagt ved hovedindgangen under jer.

Mens I venter på, at det bliver jeres tur, kan I opholde jer i den smukke balkonfoyer. Efter vielsen er det helt op til jer, hvad dagen eller skal bringe – måske gløgg og æbleskiver i Nyhavn eller en forestilling på gamle scene?

Hvornår?

Fredag d. 17. december 2021 mellem kl. 13:00 og 16:00.

Bemærk venligst

Det koster 1.450 kroner at blive viet på balkonen på Det Kongelige Teaters Gamle Scene

Der er indført skærpede retningslinjer ved vielser grundet coronavirus, herunder en begrænsning på antallet af gæster, hvert par kan medbringe. I kan læse mere om de særlige retninglinjer ved vielser under pandemien her

”Vie i det fri” er et uformelt arrangement og afholdes på lokationens præmisser. Derfor skal I være forberedt på evt. opmærksomhed fra øvrige par og gæster, der måtte opholde sig i nærheden.

Sådan tilmelder I jer

Når jeres ægteskabserklæring er godkendt, vil I modtage et link til vores bookingsystem. Her kan I selv vælge ”Vie i det fri” og det tidspunkt på dagen, der passer jer bedst.
Kort tid efter, at I har booket, vil I modtage en e-mail med yderlige information om begivenheden.

I kan tidligst indsende ægteskabserklæringen fire måneder før jeres ønskede vielsesdato.

 

Fotos 1 & 3: Ole Haupt

Foto 2: Jens Lindhe

Foto 4: Tom L.