Amager Strandpark

Her kan I læse om arrangementet "Vielser i det fri" i Amager Strandpark

Hvis I ønsker en klassisk strandvielse er Amager Strand lige stedet for jer! Her kan I fejre jeres bryllup med sand under fødderne lige ved Øresund.

Amager Strandpark ligger tæt på både metrostationer og busstoppesteder.

Vielserne vil foregå på stranden ved Strandstation 2, der ligger for enden af Kilometerbroen, der løber fra Amager Strandvej ud for Italiensvej.

Hvornår?

Lørdag den 5. august 2017, fra klokken 10.00.

Bemærk venligst

Dele af stranden er fredet, og derfor er det ikke tilladt at slå telt op eller spille for høj musik. I er dog velkomne til at have en picnic. Stranden er åben for alle, så I kan forvente en del opmærksomhed fra strandens andre gæster.

I tilfælde af at vejret ikke skulle egne sig til udendørsarrangement, vil vielserne flyttes til en af de smukke sale på Københavns Rådhus. I vil få besked fra os dagen inden vielsen, hvis arrangementet flyttes.

Stedets historie

Amager Strandpark er den største strand i København. Den består af en to kilometer lang kunstig ø, der skaber en lagune, der er omtrent 400 meter bred.

Den kunstige ø blev bygget, da området fik nyt udseende i 2005. Strandparken bruges ikke kun til at slikke sol eller tage en dukkert i Øresund, men også til at spille beachvolley, basketball, minigolf og løbe på rulleskøjter og skateboard.