Kongens Have

Her kan I læse om arrangementet "Vielser i det fri" i Kongens Have

Den smukke Kongens Have ligger i hjertet af København og er et perfekt sted for en livlig og romantisk vielse.

Haven bruges af både lokale og turister til at slappe af, nyde solskinnet og de grønne områder, og hygge og more sig med venner og familie. Der er store, grønne, åbne arealer såvel som mange blomster, buske og træer. Her er det muligt både at blive set eller finde en hyggelig krog, hvis det er det, man ønsker.

Vielserne vil foregå i haven med det smukke Rosenborg som baggrund. Indgangen tættest på er fra Gothersgade, overfor Landemærket. Der er også indgange fra Sølvgade og Kronprinsessegade.

Hvornår?

Lørdag den 16. juli 2016, fra klokken 10.00.

Bemærk venligst

Haven er åben for alle, så I må regne med opmærksomhed fra havens andre gæster.

I tilfælde af at vejret ikke skulle egne sig til udendørsarrangement, vil vielserne flyttes til en af de smukke sale på Københavns Rådhus. I vil få besked fra os to dage inden vielsen, hvis arrangementet flyttes.

Stedets historie

Kongens Have daterer tilbage til begyndelsen af 1600-tallet, da den blev anlagt som lyst- og nyttehave til Kong Christian d. 4 og hans slot Rosenborg. Haven blev brugt til arrangementer for kongens gæster og forsynede Københavns Slot med frugt og grønt. Haven har været brugt som nyttehave af kongehuset helt op til forrige århundredeskifte.

Haven blev gjort tilgængelig for offentligheden i 1770’erne, og er i dag en af de mest populære parker i København. Den besøges årligt af cirka tre millioner gæster.

I kan læse mere på dette link parkmuseerne.dk/kongens-have/